Hannah Grant Pizza opskrifter

Hannah Grant

Et skatkammer af gode tips og lækre opskrifter

Hannah Grant Pizza bog

Af Jakob Zimmermann - 9 Maj 2024 - Foto: Bikefulness.dk

Pizza - Et af motionsrytternes efterritualer


Hannah Grant blev bredt kendt i cykelkredse i 2011, da hun startede som teamkok for Saxo Bank-SunGard på World Pro Tour. Vi så hende arbejde i den store lastbil ombygget til køkken, hvor hun tilberedte 'performance mad’ til rytterne. Hendes måltider gav rytterne det nødvendige brændstof til at forbedre deres præstationer på cyklen. I 2013 udkom hendes kogebog 'The Grand Tour Cookbook', og i 2023 fulgte 'The New Grand Tour Cookbook', som begge tilbyder en verden af lækre opskrifter til cykelfolket. Jeg kan også anbefale dokumentaren 'Eat.Race.Win', der er tilgængelig på Prime video, samt bogen af samme navn. Nu har hun udgivet en helt ny kogebog med lækre pizzaopskrifter! Og det er faktisk lidt af en genistreg, for pizza har indtaget en uundværlig plads i mange motionsrytteres efterritualer. Der er en særlig magi ved at slutte en lang dag på cyklen af med fællesskab og god mad, og intet binder folk sammen som en fremragende pizza.

Perfekt pizza dej

Foto: Bikefulness.dk

Gode teknikker og en flot pizzabund


For de af jer, der har lyst til at kaste jer ud i at lave jeres egne pizzaer, kan jeg virkelig anbefale Hannah Grants nye bog 'Pizza'. Den er fyldt med fantastiske opskrifter og er en rigtig god guide til at forstå og mestre alle de små detaljer, der gør en pizza til noget helt uforglemmeligt. Grundigt og indsigtsfuldt forklarer Hannah om de forskellige typer mel og deres betydning i pizzabagningen, og du vil også blive klogere på hydreringsprocenterne, der er afgørende for en perfekt dej. Teknikkerne til at forme dejen, enten ved at rulle eller strække den, er virkelig nyttige og hjælper med at skabe en flot pizzabund. Når det kommer til selve bagningen, inkluderer bogen en omfattende vejledning i hvordan man bager sin pizza bedst, uanset om det er i en varmluftovn, en gasdrevet pizzaovn, på grillen eller i en Airfryer, som jo er blevet utroligt populære.

Pizza bogen Hannah Grant

Foto: Bikefulness.dk

Pizzakunstens mangfoldighed


Hannah Grant har virkelig taget sine pizzaopskrifter til et højere niveau. Udover de traditionelle pizzaer, overrasker hun læserne med unikke varianter såsom pizza-sandwiches, herunder en med bøf béarnaise, der giver en helt ny dimension til pizzaoplevelsen. Ligeledes dykker hun ned i dessertpizzaer, hvilket personligt vækker min nysgerrighed. En specifik opskrift med ingredienser som ricotta, hindbær og honning kalder på mig, og jeg forestiller mig allerede at nyde den i godt selskab som en lækker dessertoplevelse. Hannah fortsætter med at imponere og udvide vores opfattelse af, hvad pizza kan være.

Pizza crust dip

Foto: Bikefulness.dk

Crust n' dip


Men lad os ikke stoppe der. Mod bogens slutning kommer Hannah ind på Crust dip, som er nyt for mig. Disse dips er velegnede til dem, der efterlader skorperne, og udgør en genial måde at snacke skorperne, lidt ligesom grissini, måske med et godt glas vin. Bogen præsenterer opskrifter på fem lækre dips, heriblandt en 'spicy marinara' og en 'lime- og hvidløgsdip'. Det er en fin detalje, der virkelig viser, hvor gennemtænkt denne bog er. 

Pizza slices

Foto: Bikefulness.dk

De bedste pizzaoplevelser i Danmark


Men det er ikke kun opskrifter og teknikker, der gør denne bog værdifuld. Hannah deler også en omfattende liste med pizzarier hun selv har besøgt eller har fået anbefalet. Hendes insider-guide til de bedste pizzaoplevelser rundt i hele Danmark er uvurderlig for enhver pizza aficionado, når man skal finde sin næste post-ride pizza hvor end man er i landet. På listen finder du bla. SMAG i Holstebro, Enzo i Vejle, BÆST på Nørrebro og Corsa Pizza på bla. Islands Brygge og Nordhavnen. 

Cykelrytter pizza

Foto: Bikefulness.dk

Recovery treat 


Afslutningsvis kan jeg fortælle at, jeg spurgte Hannah, hvilken pizza der kunne være den perfekte recovery pizza for cykelryttere, og hun anbefalede 'En bid af forår' - en lækker pizza med ricotta, mozzarella, rygeost, grønne asparges og æg. Dertil foreslog hun at toppe den med hytteost for at få et ekstra proteinboost. Der er så mange gode opskrifter at gå i gang med. Det bliver spændende at se, hvilke nye smagsoplevelser jeg kan skabe derhjemme med inspiration fra Hannah Grants bog.

Se også

Cois Cycling Legacy cykelbrand
Barberede cykelben
Oakley Sutro Lite cykelbriller

Fremhævet

Vi leder efter unikke personligheder og brands til spændende interviews

Er det dig vi søger?

Vi søger cykelentusiaster!


Fra hyggelige cykelcaféer og innovative cykeltøjmærker til inspirerende Instagram-profiler og fantastiske mennesker på cykelrejser. Er du eller dit brand klar til at dele jeres cykelunivers med vores læsere? Kontakt os for et interview.

Instagram