Arodynamik og mode på to hjul
Af Jakob Zimmermann - 20. April 2024 - Foto: Bikefulness.dk
Aerodynamikens magi
Når man diskuterer barberede ben inden for cykelsporten, kommer mange sandsynligvis til at tænke på massage, pleje og aerodynamik, men måske mest på det sidste. For i en verden hvor rytterne træder overmenneskelige watt, har memoreret den perfekte ideal linje gennem samtlige af rutens sving og ellers med sand dødsforagt brager ned ad bjergene med hastigheder på over 100 km/t for at blive manden(m/k) øverst på podiet af en kongeetape eller et prestigefyldt cykelløb, ja så bliver ethvert sekund afgørende. Enhver sten vendes i perfektioneringen af rytter og udstyr for at øge vinderchancerne. Der kigges på alt der kan optimeres, ligefra sidste nye landvindinger inden for cykelteknologi, perfekt fittet siddestilling på cyklen til nøje afmålte diæter. Hver eneste detalje tæller, og her kommer de glatte ben virkelig til deres ret, da den reducerede luftmodstand er betydelig. Mere end 80% af den samlede modstand en rytter oplever, stammer fra vindmodstand. Ifølge tests Specialized har foretaget i vindtunnel, reduceres en rytters aerodynamiske modstand med 7% ved at barbere ben, og derved kan ryttere opnå en tidsbesparelse på op mod 70 sekunder på en 40 kilometers enkeltstart. Det er bemærkelsesværdigt at hår på benene, som kan forekomme ganske insignifikant, kan gøre så stor en forskel.
Foto: Bikefulness.dk
Skal vi barbere vores ben?
Men hvad med os motionsryttere, der kun deltager i motionsløb eller blot nyder de hyggelige sociale ture? Skal vi barbere vores ben, eller er det overflødigt? Svaret fra min side er et rungende ja. Jeg er klar over, at der er delte meninger om dette, og nogle synes måske, at det er unødvendigt. Jeg må da også indrømme, at da jeg selv for mange år siden investerede i min første cykel og begyndte at udforske verdenen som motionsrytter, var skeptisk over for tanken om at barbere mine ben. Jeg forestillede mig, at de glatte ben primært var forbeholdt de professionelle ryttere i Tour de France og ikke for en almindelig motionsrytter som mig selv.
Foto: Bikefulness.dk
Æstestik, dedikation og kærlighed til sporten
Men efterhånden som jeg dykkede dybere ned i cykelsportensverden, begyndte en voksende nysgerrighed at tage form, og jeg var moden til selv at give det et forsøg. Jeg indså, at de glatte ben var mere end bare aerodynamik, massage og pleje. De var i virkeligheden et symbol på engagement og dedikation, næsten på lige fod med et hemmeligt ritual i et esoterisk broderskab. I dag er det fuldstændig naturligt for mig at barbere mine ben. Uanset om solen skinner eller sneen daler, er det blevet en fast del af min rutine, og ærligt talt kan jeg slet ikke forestille mig mine ben med hår længere. For mig er det blevet et fashion statement og en vigtig del af min identitet både på og når jeg ikke er på cyklen. Så ja, mens det måske virker som en lille detalje for nogle, kan det have stor symbolsk betydning for dem af os, der ser cykling som mere end bare en hobby, og som ønsker at favne den kultur og livsstil der omgiver cykling og respektere dens traditioner.
Foto: Bikefulness.dk
Vi søger cykelentusiaster!
Fra hyggelige cykelcaféer og innovative cykeltøjmærker til inspirerende Instagram-profiler og fantastiske mennesker på cykelrejser. Er du eller dit brand klar til at dele jeres cykelunivers med vores læsere? Kontakt os for et interview.