Den ultimative minipumpe
Af Jakob Zimmermann - 14. April 2024 - Foto: Bikefulness.dk
En ensom vandring i cykelsko
Jeg husker tydeligt en nærmest mareridtsagtig cykeltur for et års tid siden, hvor regnen strømmede ned i stride strømme. Jeg havde haft adskillige punkteringer, så flere slanger var blevet skiftet og alle medbragte CO2 patroner - hele 4 stk. - var blevet brugt. Normalt plejede det at være mere end tilstrækkeligt, faktisk en mængde, jeg altid havde betragtet som mere end rigeligt. Ikke desto mindre blev jeg under denne cykeltur smerteligt opmærksom på, hvor hjælpeløs man pludselig føler sig, når man står uden flere luftpatroner. Jeg befandt mig omkring 10 km hjemmefra og stod der med alle mine talenter, men uden luft i dækkene. Jeg måtte kigge i min telefon for at finde den nærmeste cykelbutik så jeg kunne købe en ny slange. Butikken lå mere end 5 kilometer væk, og da jeg naturligvis ikke kunne cykle derhen med fladt dæk, strammede jeg mine cykelsko og begav mig ud på den lange vandring med cyklen ved min side. Enhver, der har prøvet at gå i cykelsko, ved, hvor frustrerende det er med en stiv sål uden den mindste fleksibilitet. Perfekt, når man cykler, men en udfordring, når man bevæger sig til fods. Alligevel formåede jeg at tilbagelægge de 5 kilometer til butikken, hvor jeg erhvervede mig en ny slange og et par ekstra CO2-patroner for at sikre mig en tryg hjemtur.
Foto: Bikefulness.dk
Jeg nægter at køre med en halvstor pumpe stikkende op af baglommen
Da jeg vendte hjem og delte mine strabadser med min kone, undrede hun sig over, hvorfor jeg ikke bare havde ringet efter en taxa for at blive kørt hjem. Mit klare svar var selvfølgelig, at det slet ikke var en mulighed, da min elskede cykel ikke skulle monteres bag på en taxa, med risiko for at stativet kunne ridse min cykel. Dem af jer, der deler den samme kærlighed til jeres cykler som jeg, vil uden tvivl forstå mig.
"Jeg begav mig derfor ud på jagt efter en pumpe der var så kompakt som muligt, da jeg simpelthen nægter at have en halvstor pumpe, der stikker op af baglommen"
Efter den oplevelse lærte jeg, at det var afgørende at have en håndpumpe med på mine cykelture. Jeg begav mig derfor ud på jagt efter en pumpe der var så kompakt som muligt, da jeg simpelthen nægter at køre med en pumpe, der stikker op af baglommen. Selvom jeg er klar over, at der findes systemer, hvor man kan montere pumpen fast på rammen, overtrumfer min æstetiske sans min sunde fornuft, så det kommer simpelthen ikke til at ske.
Foto: Bikefulness.dk
Nu har jeg altid min lille pålidelige pumpe med mig
Jeg har fundet den perfekte lille håndpumpe fra Airbone, som hedder ZT-702, og den imponerer virkelig. Ud over dens overraskende lave pris på blot omkring 200 kr. måler den ikke mere end 10 cm og vejer blot lige over 62 gram. Men lad dig ikke narre af størrelsen, den har en imponerende kapacitet på 7 bar (100 psi). Jeg må indrømme, at jeg oprindeligt var en smule skeptisk, kunne en så lille pumpe virkelig klare opgaven med at pumpe et dæk helt op? Svaret er ja. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at det kræver tålmodighed at få pumpet dækket op til det ønskede tryk, men det er bestemt ikke så slemt, som man måske kunne frygte, især med tanke på dens kompakte størrelse.
Nu køre jeg aldrig afsted på min cykel uden at have min lille pålidelige pumpe med mig. Airbone sikrer, at jeg altid kan klare mig i nødens stund, selv hvis jeg skulle løbe tør for CO2-patroner. Det giver mig en ekstra tryghed, og jeg behøver ikke længere bekymre mig om pludselige punkteringer og manglende muligheder for luft i dækket. Denne lille pumpe har bevist sit værd som en trofast ledsager på mine cykelture, og den er nu en uundværlig del af mit cykeludstyr.
Foto: Bikefulness.dk
Vi søger cykelentusiaster!
Fra hyggelige cykelcaféer og innovative cykeltøjmærker til inspirerende Instagram-profiler og fantastiske mennesker på cykelrejser. Er du eller dit brand klar til at dele jeres cykelunivers med vores læsere? Kontakt os for et interview.