Få flotte hvide cykelsko hurtigt og nemt
Af Jakob Zimmermann - 21. April 2024 - Foto: Bikefulness.dk
Hvide sko giver 10% mere watt-output
Jeg må indrømme, at jeg altid har haft en næsten overdreven besættelse af, at mine sko skal være helt perfekte, især når det kommer til mine hvide cykelsko, og sneakers for den sags skyld. For mig handler det ikke kun om at bevare skoene i en god stand - hvilket i sandheden nok er det vigtigste - det gælder også om at opretholde en uanfægtelig standard. Når mine sko ser godt ud, føler jeg mig mere præsentabel og de hvide sko giver lige 10% mere watt-output, eller sådan føles det i hvert fald. Derfor bruger jeg betragtelig tid på at vedligeholde og pleje mine sko, så de forbliver i flotteste stand så længe som overhovedet mulig. Et par kridhvide sko tilføjer et stilfuldt element, uanset om de bæres til hverdagsbrug eller på vores cykelture, hvor de hvide cykelsko udgør en essentiel del af vores udstyr. Nogle cykelryttere af den gamle skole vil endda ligefrem påstå at der simpelthen ikke findes nogen anden rigtig farve til cykelsko - og sokker - end hvid. Men når vejret viser sig fra sin mere uforudsigelige side, og vores tur forvandler sig til en nådesløs blanding af våde veje og mudder, så står vi over for udfordringen med at rengøre vores sko, og det kræver ofte både tålmodighed og en god portion knofedt, at genoprette deres tidligere så flotte hvide overflade. Desværre lykkes det ikke altid at bringe dem tilbage til deres oprindelige stand og det er noget der gør ondt helt ind i sjælen.
Foto: Bikefulness.dk
Et flot resultat
Da jeg for nylig stødte på Philips' Sneaker Cleaner, en elektrisk sko-renser, spekulerede jeg på, om en elektrisk maskine kunne gøre nogen forskel i forhold til den manuelle indsats med div. børster og svampe, som jeg normalt anvender til rengøring og pleje af mine sko. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var en smule skeptisk over for dens påståede effektivitet. Men nysgerrigheden fik overtaget, og jeg kunne ikke modstå fristelsen til at give den en chance - især prisen på kun 250 kr. - hjalp bestemt også min beslutning på vej. Min skepsis blev gjort til skamme og det viste sig at være penge godt givet ud, for jeg blev virkelig imponeret over, hvor godt denne elektriske maskine klarede sig i forhold til min traditionelle rengøringsmetode. Den giver en dybdegående rengøring selv på svært tilgængelige steder, såsom rundt om Boa spændeknapperne og omkring klamperne, og formår let at fjerne snavs og pletter med de medfølgende børstehoveder. Mens jeg normalt ville bruge betydelig tid og energi på at skrubbe mine sko med diverse redskaber, såsom tand- og neglebørster, kunne jeg med Philips' Sneaker Cleaner opnå et flottere resultat på halvdelen af tiden og med mindre anstrengelse. Så den er helt sikkert værd at anbefale. Maskinen leveres med tre udskiftelige børstehoveder, bruger 4 AA-batterier, kører med 500 omdrejninger pr. minut og har en batteritid på ca. 80 minutter.
Guide til rengøring af cykelsko
Trin 1 Fjern overfladisk snavs
Start med at fjerne alt løst snavs og skidt ved at tørre skoene af med en fugtig klud, helst inden det er nået af tørre ind. Dette trin sikrer, at du ikke arbejder skidtet længere ind i materialet under den videre rengøring.
Foto: Bikefulness.dk
Trin 2 Rengør dine cykelsko
Næste skridt er at vælge et renseprodukt, der er specielt designet til materialet på dine cykelsko, som typisk er lavet af læder eller kunstlæder. Jeg foretrækker produkter fra Saphir Médaille D’or. Til de mest genstridige pletter anvender jeg Deep Cleaner, et dybderensende produkt, sammen med Foam Cleaner, en skånsom renseskum. Denne renseskum fjerner effektivt snavs og pletter uden at udtørre overfladen, samtidig med at den plejer skindet. Der er dog mange fremragende produkter på markedet, så vælg det, der passer bedst til dig og dine sko."
Foto: Bikefulness.dk
Trin 3 Dybdegående Rengøring
Begynd med at fokusere på sålen ved at påføre en passende mængde sæbe. Fastgør den hårde børste til maskinen og rens sålen omhyggeligt. Vær især opmærksom rundt om og inden i klamperne, hvor maskinen virkelig kan komme ind i alle krogene, hvis skidtet har fået lov a sidde, kan det vanskeliggøre at klikke i pedalerne. Skift derefter til den bløde børste eller skum børsten alt efter hvor beskidt skoene er og påfør sæbe på oversiden. Rens dem grundigt med børsten.
Foto: Bikefulness.dk
Trin 4 Afslutning
Aftør rester af sæbe med en ren, fugtig klud for at sikre, at dine cykelsko er fri for sæberester og dine sko er forhåbentlig så gode som nye med en flot velplejet overflade.
Foto: Bikefulness.dk
Vi søger cykelentusiaster!
Fra hyggelige cykelcaféer og innovative cykeltøjmærker til inspirerende Instagram-profiler og fantastiske mennesker på cykelrejser. Er du eller dit brand klar til at dele jeres cykelunivers med vores læsere? Kontakt os for et interview.